Tyrkiet vil forhandle med Rusland og Iran om en politisk løsning i Syrien, men det vil ikke stå for en udenrigspolitik, som "legitimerer det syriske regime", siger den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, mandag.
Davutoglu siger samtidig i et interview med NTV, at russiske luftangreb i Idlit og Aleppo kan udløse nye flygtningestrømme til Tyrkiet.
De russiske angreb mod oprørsgrupper i Syrien har hjulpet regeringsstyrkerne til at tilbageerobre en del territorium i weekenden, hvilket har ført til et tilbageslag for oppositionsgrupper, som støttes af Tyrkiet og USA.
Den tyrkiske regeringschef siger, at tyrkiske krigsfly søndag blev chikaneret af missilsystemer i Syrien, da de fløj nær grænsen, men han tilføjer, at flyene "svarede igen på den nødvendige måde." Han oplyste ikke yderligere detaljer.
Det russiske forsvarsministerium siger, at det har gennemført 53 bombetogter i Syrien inden for det seneste døgn.
Det russiske udenrigsministerium fastslår, at Rusland udelukkende angriber yderliggående grupper, blandt dem Islamisk Stat og Nusra-fronten, som er knyttet til terrornetværket al-Qaeda.
Det saudiarabiske udenrigsministerium har givet udtryk for, at det vækker bekymring, at operationer i regionen "kan ses som en alliance mellem Iran og Rusland".
Syriens militær sagde i sidste uge, at det har indledt en omfattende offensiv for at besejre terroristgrupper og befri områder og byer, som har "lidt under terrorisme og dets forbrydelser".
Russerne deler Vestens mål om at forhindre Islamisk Stat i at vinde mere terræn i Syrien. Men ifølge både Storbritannien og USA har de russiske luftangreb primært været målrettet andre oprørsgrupper i den vestlige del af Syrien, hvor det har været hensigten at styrke Syriens præsident, Bashar al- Assad.
USA er modstander af Ruslands rivaliserende luftangreb, der støtter det syriske regime under Assad. Dog er amerikanerne parat til at indgå aftaler om sikkerheden, lyder det fra Pentagon.
/ritzau/Reuters