Liberal Alliance har tilknyttet tidligere direktør for Metro International - og administrerende direktør på TV2 - Per Mikael Jensen som såkaldt "særlig rådgiver".
Det siger partileder Anders Samuelsen til Ritzau.
- Jeg har tilknyttet Per Mikael som særlig rådgiver, og han skal hjælpe partiorganisationen med at komme op i gear frem mod valget, så vi er helt klar til selve valgkampen, siger Samuelsen.
Bag titlen "særlig rådgiver" ligger der ikke det, der normalt forstås ved den titel, nemlig en spindoktor. I stedet er Per Mikael Jensen en " sparringspartner i det omfang, det er nødvendigt", siger Samuelsen.
Liberal Alliance har for nylig ansat Sune Aagaard som direktør, og sammen skal de tune den liberale motor frem mod valget, hvor Venstre og Dansk Folkeparti i nogle meningsmålingerne er tæt på at have flertal alene.
- Med Sune og Per Mikael om bord bliver Liberal Alliance tilført kvalifikationer og ressourcer på et plan, som ligger på et langt højere niveau, end man tidligere har set i politiske partier, lyder det fra Anders Samuelsen.
- Jeg ser vores politik som den vare, vi har. Vi har et super godt produkt, der kan gøre danskernes liv bedre. Men det er ikke nok, at det produkt ligger nede i kælderen. Det er vigtigt, at danskerne ser det produkt, og på den måde er der paralleller den dygtige del af erhvervslivet, siger han.
Per Mikael startede sin karriere på Politiken. Mest kendt i offentligheden blev han dog i sin tid på TV2, hvor han søsatte TV2 News med helikopter og det hele, inden han strøg til top i Metro International. En stilling, han forlod tidligere i år.
/ritzau/