TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt hædret

Nicolai Busekist

135 uger siden

|

21/05/2022
Nyheder
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.
48-årige Rasmus Tantholdt, der blandt andet har dækket krigen i Ukraine på første hånd, er blevet hædret med Publicistprisen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den kendte TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt har givet danskerne mulighed for at følge med i krigen i Ukraine helt tæt på.

Det er blandt andet på baggrund af hans journalistiske indsats i Ukraine, at han nu er blevet hædret med en helt særlig pris. Den 48-årige TV 2-korrespondent er nemlig blevet tildelt dette års Publicistpris.

Det skriver Den Danske Publicistklub, der uddeler prisen, i en pressemeddelelse.

Prisen er han blevet tildelt for 'sin journalistiske indsats som krigskorrespondent', som har været med til at sætte 'nye journalistiske standarder for dækningen af krig i dansk tv'.

"I hele sin karriere har Rasmus haft en enestående evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ruslands krig mod Ukraine er nok vor tids største historie og Rasmus Tantholdt var den eneste danske journalist i Kiev fra krigens begyndelse," lyder det fra juryen ifølge Den Danske Publicistklub.

Juryen holder sig bestemt ikke tilbage med de rosende ord, da de kalder Rasmus Tantholdt for en 'publicist i verdensklasse'.

"Rasmus er ikke ekspert i Ukraine, Irak, Afghanistan, Hong Kong eller Syrien, men han bliver det meget hurtigt, når han kaster sit talent ind i historierne og får de menneskelige perspektiver med i sine fortællinger. Rasmus er en publicist i verdensklasse," siger de.

Tantholdts udsendelse til Ukraine har bestemt ikke været hans første rapportering fra et krigsramte område. Han har nemlig dækket krige og konflikter i hele verden i næsten 20 år, og har været ansat hos TV 2 siden 2000.

Den særlige Publicistpris, som Rasmus Tantholdt altså er blevet årets vinder af, bliver uddelt hvert år af Den Danske Publicistklub, der er et netværk for journalister og mediefolk. Den første af disse priser blev uddelt ved foreningens 100-års jubilæum i 1980. Med prisen følger 15.000 kroner.

Juryen, som er dem, der har udvalgt Tantholdt til Publicistprisen, består af de følgende personer:

  • Tom Jensen, Berlingskes ansvarshavende chefredaktør
  • Sandy French, nyhedsdirektør på DR
  • Ulla Pors, nyhedsdirektør på TV 2
  • Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken
  • Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet
  • Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten
  • Jesper Jürgensen, formand i Den Danske Publicistklub
  • Lars Mandal, næstformand i Den Danske Publicistklub