Den amerikanske militære top i Grønland har rystet posen.
Efter et besøg fra USA’s vicepræsident J.D. Vance sidst i marts er kommandanten for Pituffik Space Base – tidligere kendt som Thule-basen – blevet afsat.
Susannah Meyer, som hidtil har stået i spidsen for den strategisk vigtige base, blev hurtigt udskiftet, og ifølge det amerikanske forsvar handler det om mistet tillid til hendes dømmekraft.
“Kommandører forventes at følge de højeste standarder, når det kommer til adfærd, især når det gælder om at forblive upartisk i udførelsens af deres opgaver,” lyder det i en udtalelse fra det amerikanske militær.
Umiddelbart ligner det måske en klassisk afskedigelse, men bag kulissen rører historien ved et langt større diplomatisk drama mellem USA og Danmark – og en e-mail, der tilsyneladende ikke faldt i god jord hos toppen i Washington.
Ifølge det amerikanske medie Military.com begyndte balladen kort tid efter, at J.D. Vance havde forladt Grønland. Under sit besøg udtrykte han kritik af Danmarks engagement i Grønland – noget Meyer ikke kunne lade stå uimodsagt.
Hun sendte derfor en mail ud til hele basens personale – inklusive danskere og grønlændere – hvor hun blandt andet skrev:
“Jeg påstår ikke, at jeg forstår den aktuelle politiske situation, men jeg ved, at den amerikanske regerings bekymringer, som vicepræsident Vance diskuterede i fredags (28. marts, red.), ikke afspejler Pituffik Space Base.”
Mailen vakte opsigt. Ikke blot fordi den offentligt distancerede sig fra en siddende vicepræsidents udtalelser, men også fordi den brød med en grundlæggende forventning om, at militære ledere holder sig ude af politiske spændinger.
Som om det ikke var nok, begyndte stormvejret allerede at blæse op før Vance overhovedet landede i Grønland. Det vakte nemlig opsigt, da det blev annonceret, at både viceførstedamen, Usha Vance, og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz skulle overvære et hundeslædevæddeløb i det nordlige Grønland.
Da J.D. Vance selv meldte sin ankomst, voksede spændingerne yderligere – især i lyset af de stadig betændte relationer, der hænger i luften siden Trump-æraens famøse forsøg på at “købe” Grønland.
Delegationen droppede dog til sidst væddeløbet og besøgte kun basen. Alligevel endte turen med at koste en basechef jobbet.
Hendes afløser bliver nu Shawn Lee, som overtager posten.