Tusindvis af torturfotos afslører massedrab i Syrien

admin

|

21/01/2014

Dagens topnyheder

Tre tidligere topadvokater anklager nu det syriske regime for at stå bag omfattende krigsforbrydelser. Det skriver den britiske avis The Guardian.

De tre eks-dommere, der har arbejdet med krigsforbrydelser i både Jugoslavien og Sierra Leone, konkluderer i en 31 sider lang rapport, at det syriske styre sandsynligvis har stået bag "systematiske drab" på omkring 11.000 fanger.

Beviserne stammer fra en fotograf, der er afhopper fra det syriske militærpoliti og senere har samarbejdet med en oppositionsgruppe. Han har leveret tusindvis af gruopvækkende billeder og fortrolige filer, som er smuglet ud af Syrien på usb-nøgler.

De tre topadvokater har i 10 dage udspurgt hovedkilden, og de finder ham overbevisende og troværdig, skriver The Guardian.

En af dommerne, Desmond de Silva, kalder beviserne for "en rygende pistol", og en anden af topadvokaterne mener, at der nu er stærke beviser for en krigsforbryderretssag:

- Nu har vi direkte beviser for, hvad der er sket med de personer, som er forsvundet, siger David Crane, som i sin tid dømte Liberias tidligere præsident Charles Taylor, ifølge The Guardian.

- Det her er det første direkte bevis for, hvad der er sket med de mindst 11.000 mennesker, som er blevet torteret, henrettet og tilsyneladende skaffet af vejen, tilføjer han.

Billederne og dokumenterne omhandler fanger, der har mistet livet fra marts 2011 til august sidste år, mens de har været tilbageholdt.

Mens pårørende blandt andet fik at vide, at fangerne var døde af "hjerteanfald" eller "vejrtrækningsproblemer", viser billeder noget helt andet.

De fleste af ofrene er yngre mænd, og flere af ligene er udmagrede, stænket til med blod og bærer tegn på tortur. Nogle har ingen øjne, mens andre tilsyneladende er blevet kvalt, fået stød eller blevet slået med stumpe genstande, skriver The Guardian.

Eksperter vurderer, at de nyeste torturbilleder er nogle af de mest detaljerede beviser for krigsforbrydelser og langt mere omfattende, end noget andet man hidtil er stødt på i den snart tre år lange konflikt.

/ritzau/