Det er svært at ramme både de fem vindertal og to stjernetal i Eurojackpot, og derfor var der heller ikke ved aftenens trækning nogen, der løb med den helt store milliongevinst – men heldigvis kan en andenplads også være guld værd, hvis man vinder den i Eurojackpot.
Det kan hele tre heldige danskere skrive under på efter tirsdagens trækning.
Alle havde de nemlig det tilfælles, at de ramte 5+1 rigtige tal, hvilket udløser en andenpræmie.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
De tre danske vindere er tre ud af i alt syv vindere af andenpræmien, og de kan nu se frem til at modtage intet mindre end 22.970.883 skattefrie kroner hver.
De tre vindere har desuden det til fælles, at de alle har spillet med via mobilen:
Den ene vinder kommer fra Sønderborg Kommune
Den anden vinder kommer fra Aarhus Kommune
Den tredje vinder kommer fra Region Sjælland
”Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til de heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Eftersom ingen ramte plet på de syv magiske vindertal, ruller førstepræmiepuljen på vanvittige 750 millioner kroner videre. Næste gang tallene trækkes er fredag aften.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men ønsker dem alle et stort tillykke.
Vindertal, Eurojackpot, 3. december
7, 20, 23, 24, 37
Stjernetal, Eurojackpot, 3. december
4, 10
Om Eurojackpot
Eurojackpot er det store, europæiske lotteri, hvor deltagere fra 17 lande udover Danmark siden 2012 har kunnet drømme om at vinde de allerstørste præmier. Der er trækninger hver tirsdag og fredag.