Transportminister: Nye el-tog vil nedbringe forsinkelser

Redaktionen

430 uger siden

|

23/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når DSB investerer i 26 nye el-lokomotiver, vil det nedsætte afhængigheden af IC2- og IC4-tog, som er skyld i DSB's forsinkelser.

Det siger transportminister Hans Christian-Schmidt (V) som svar på, at DSB's rettidighed er på 91,9 procent, hvilket er under kravet på 93,8 procent.

- Vi må erkende, at de i dag sidder med tog, som skulle have været rygraden for DSB - det var derfor, de blev købt. Og de er ret nye, men alligevel lever de ikke op til det, siger Hans Christian-Schmidt.

- Det er klart, at når man kommer ud i sådan en opgave, kræver det en stor indsats, og jeg synes, DSB går til det med krum hals. Jeg ved, det generer pendlerne, og jeg ved, der er bøvl med at leve op til det, man skal.

Lokomotiverne kommer i drift i begyndelsen af 2020 og skal blandt andet erstatte de eksisterende diesellokomotiver. De skal hovedsageligt sættes ind i regionaltrafikken på Sjælland.

DSB konkluderer, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik. De nye el-tog skal sikre, at man gradvist kan udfase brugen af IC2 og IC4.

IC4 skal dog fortsat køre, indtil elektrificering er gennemført, og nyt materiale er på plads.

Først derefter kommer "det helt store løft i kunderettidigheden", lyder løftet fra DSB.

Men forhandlingerne om togfonden, som skal elektrificere resten af hovedbanenettet gennem indtægterne fra olie, er strandet.

Et flertal i Folketinget bestående af S, DF, R, SF og Enhedslisten står bag den såkaldte Togfonden.dk. Men det forlig er Venstre ikke med i.

Og før sommer afviste finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) at tilslutte sig.

Transportministeren afviser blankt at kommentere, hvor forhandlingerne står i dag.

- Vi må se, hvor det bærer hen til efteråret. Finansministeren sagde, hvad han mente om det, siger transportministeren.

Foreløbig får sjællænderne glæde af de forventelig mere rettidige el-tog, mens fynboerne og jyderne må vente.

- Det er nogle ting, som vi godt ved, er en udfordring. Foreløbig har vi bestemt, at disse 26 tog kan komme ud at køre på Sjælland.

- Det er klart, at den næste plan er en elektrificering af Jylland. Jeg forstår godt, at der er udfordringer, og jeg drømmer ikke om at sige, at der ikke er flere udfordringer. Men jeg glæder mig over, at der er god sammenhæng i tingene her på Sjælland, siger han.

Det statslige togselskab gør klar til at tage IC2- og IC4-tog helt ud af drift. Den resterende del af IC4-flåden udgør i værdi 3,7 milliarder kroner.

/ritzau/