Topchefer i USA skruer op for optimismen

admin

|

04/12/2013

Dagens topnyheder

Der er en spæd optimisme at spore blandt topcheferne i amerikanske virksomheder. Et indeks, der måler deres syn på fremtiden, viser en lille bedring i første halvdel af næste år.

Dog viser indekset også, at de er bekymrede for politikerne i Washington, der stadig tumler med at blive enige om USA's statsbudget og gældsproblemer.

Business Roundtable, der laver det såkaldte BRT-indeks, siger, at indekset for årets fjerde kvartal viser en "moderat stigning" i forventningerne til det første halve år af 2014.

Det betyder, at indekset stiger fra 79,1 i tredje kvartal til 84,5 i det indeværende kvartal, det fjerde.

Hvis BRT ligger over 50, antyder det, at forventningen er vækst.

Der er forventninger til et bedre salg, til mere forbrug og til, at medarbejderstaben skal udvides i de næste seks måneder.

Lederen af BRT er Jim McNerney, der er topchef hos Boeing. Han siger, at indekset afspejler en smule optimisme, selv om økonomien vokser langsommere, end alle havde håbet på.

Han påpeger, at en manglende løsning på USA's budgetproblemer betyder, at erhvervslivet er usikkert, når det gælder investeringer og ansættelse af medarbejdere.

Boeing-chefen tilføjer, at erhvervslivet har masser af penge, der kan investeres, hvis blot fremtiden var noget mere klar.

/ritzau/AFP