Den ikoniske trekantede Toblerone-chokolade har et stort kendetegn i form at være formet som et bjerg.
Illustrationen på indpakningen er af Schweiz’ højeste bjerg Matterhorn, men det er snart slut.
Toblerone, som blev skabt i den schweiziske hovedstad Bern i 1907 af Theodore Tobler og kombinerer opfinderens navn med det italienske ord torrone, der er en type af nougat, kommer nemlig til at flytte en del af sin produktion ud af Schweiz, og det vil få betydning for designet.
Schweizisk lovgivning påkræver nemlig, at mindst 80 procent af en virksomheds produktion skal foregå i Schweiz, hvis en virksomhed vil bruge schweiziske elementer i markedsføringen.
I og med at Matterhorn bruges som en del af Toblerones markedsføring, så skal minimum 80 procent af Toblerone altså produceres i Schweiz.
Selvom designet nu skal ændres, så lover Mondelez, som ejer Toblerone dog, at det nye logo på indpakningen ikke vil være helt fjern fra det nuværende.
- Redesignet af emballagen introducerer et moderniseret og strømlinet bjerglogo, der stemmer overens med den geometriske og trekantede æstetik, siger en talsmand for Mondelez til avisen Aargauer Zeitung, skriver TV 2.
Samtidig vil man på Toblerones indpakning nu kunne læse "etableret i Schweiz" snarere end "Toblerone fra Schweiz", som det er tilfældet nu.