Tjek din postkasse: Disse boligejere får vigtig skattebesked

Emil Martesen

36 uger siden

|

18/04/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tjek din postkasse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Skatterabatten er med til at give boligejerne tryghed i overgangen til de nye boligskatteregler. Som tidligere oplyst bliver rabatten udlignet på tværs af grundskyld og ejendomsværdiskat i forbindelse med årsopgørelsen for skatteåret 2024. Nogle boligejere risikerer dog en for høj skatterabat og får derfor direkte besked allerede nu, så de bedre kan planlægge deres økonomi.

Sådan lyder meldingen fra Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har fået tilsendt.

Vurderingsstyrelsen skriver nu til omkring 75.000 boligejere med besked om, at de har fået en for stor skatterabat i 2024. Det er en kendt problemstilling, der opstår for boligejere i den særlige situation, at de får skatterabat på deres ejendomsværdiskat, men et fald i grundskylden (eller omvendt).

I de tilfælde bliver nettoeffekten og dermed den korrekte skatterabat først beregnet i forbindelse med årsopgørelsen for skatteåret 2024:

”Boligejerne skal have de bedst mulige forudsætninger for at planlægge deres boligskatteøkonomi. Derfor kontakter vi de boligejere, som bliver berørt med beløb over 5.000 kroner, for at informere og vejlede dem om deres muligheder", siger underdirektør Hanne Michaelsen, Vurderingsstyrelsen.

Fra forskudsopgørelsen 2026 bliver skatterabatten beregnet korrekt også i disse tilfælde, men nogle boligejere vil få en for stor skatterabat i løbet af forskudsåret 2024 og 2025:

”Jeg forstår godt, at det kan være forvirrende, når skatterabatten først bliver regnet på tværs af boligskatterne i forbindelse med årsopgørelsen. Det er planen, at den skal regnes på tværs allerede på forskudsopgørelsen 2026. Indtil den løsning er klar, gør vi vores bedste for at informere de borgere, der er berørt af problemstillingen”, siger Hanne Michaelsen.

Boligejere, der er tilmeldt indefrysningslån, får automatisk et tillægslån, som dækker den manglende boligskat. Lånet er med renter ligesom øvrige indefrysningslån, borgeren er tilmeldt. Boligejere kan på forskudsopgørelsen på skat.dk fravælge eller tilvælge inde-frysningslånet.

Der er også mulighed for at lave en indbetaling allerede nu, så man undgår eller mindsker en eventuel restskat. Det bliver borgerne vejledt om i de breve, der sendes ud nu.

Vurderingsstyrelsen sender breve til skatteydere, hvor restskatten på grund af skatterabatten bliver på 5.000 kroner eller mere. Der er betydeligt flere, der er berørt af problemstillingen. For langt de fleste tilfælde vil problemstillingen dog være af et mindre økonomisk omfang.

Den manglende boligskat fører ikke nødvendigvis til en restskat, da der er mange forhold, der spiller ind i beregningen af årsopgørelsen. Generelt får de fleste borgere typisk tilbagebetalt overskydende skat ved årsopgørelsens udgivelse.