Tjek din konto: 1,7 millioner danskere kan være berørt

Emil Martesen

12 uger siden

|

26/09/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Tjek din konto.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vurderingsstyrelsen har nu udsendt en million endelige vurderinger til landets boligejere.

Det er en vigtig milepæl i arbejdet med at få udsendt samtlige 1,7 millioner endelige 2020-vurderinger hurtigst muligt. 

”Boligejernes tålmodighed har været sat på en hård prøve de senere år. Når man implementerer et så omfattende nyt it-system, som vurderingssystemet er, så vil der i de første år opstå både udfordringer og forsinkelser. Derfor er vi også glade for, at målstregen for en af de vigtige milepæle i hele boligskatteomlægningen nu er tæt på", siger direktør i Vurderingsstyrelsen Anne-Sofie Jensen, ifølge en pressemeddelelse.

De endelige 2020-vurderinger er vigtige, fordi der efter mere end 10 år med fravær af offentlige ejendomsvurderinger nu foreligger et solidt grundlag for boligskatterne.

De endelige 2020-vurderinger bygger nemlig på et omfattende datasæt, hvor boligejerne selv har været med til at indberette oplysningerne om deres bolig blandt andet i BBR.

Vurderingernes kvalitet understreges af, at kun 0,3 procent af boligejerne har valgt at klage over deres endelige vurdering. 

Samtidig medfører de nye vurderinger, at boligejerne får tilbagebetalt for meget indbetalt boligskat for perioden 2011-2020. Dermed lukker 2020-vurderingerne et langt kapitel i hele boligskatteomlægningen.

Hvis du i den periode fra 2011 til 2020 har betalt boligskatter baseret på for høje vurderinger, vil Vurderingsstyrelsen udbetale en kompensation til din NemKonto.

Det fremgår af Vurderingsstyrelsens hjemmeside.

Den kompensation inkluderer et årligt tillæg på 6,2 % fra det år, skatten blev opkrævet.

Modsat vil du ikke modtage en ekstraregning, hvis dine skatter var baseret på en vurdering, der var for lav.

Et solidt grundlag for fremtidens boligskatter 

Udsendelsen af 2020-vurderingerne til alle landets boligejere er Vurderingsstyrelsens højeste prioritet.

De længe ventede og forsinkede ejendomsvurderinger har nemlig betydet, at boligskatteomlægningen er påbegyndt på grundlag af foreløbige 2022-vurderinger.

De maskinelt udarbejdede vurderinger har fået en del kritik, fordi boligejerne ikke har haft mulighed for at gøre indsigelser over de oplysninger, som danner grundlag for vurderingen.

Samtidig har boligejerne heller ikke haft mulighed for at klage over de foreløbige 2022-vurderinger:

"Jeg havde allerhelst set, at vi var endnu længere, men nu er vi i fuld gang med at udsende de endelige vurderinger for 2020. Næste skridt bliver 2021-omvurderingerne og de endelige 2022-vurderinger, som erstatter de foreløbige. Det er en bøvlet proces for boligejerne, og vi gør vores absolut bedste for at guide boligejerne ordentligt gennem processen, indtil vi i løbet af de næste par år kommer helt i takt med vurderinger og beskatning", forklarer Anne-Sofie Jensen 

Med udsendelsen af 2020-vurderingerne vil eventuelle tillæg og nedslag automatisk slå igennem på de foreløbige 2022-vurderinger og de fremskrevne 2022-vurderinger, som danner grundlag for beskatningen i 2025. Dermed løftes kvaliteten også her, indtil de endelige 2022-vurderinger bliver udsendt i løbet af 2025.