Mange danskere bliver i denne tid vaccineret mod Covid-19. Over 1.600.000 personer er nu vaccineret med første stik, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
Det svarer til, at hver fjerde dansker har påbegyndt et vaccinationsforløb. I løbet af de næste to uger bliver der åbnet for vaccination af to nye målgrupper: De 50 til 54-årige, der omfatter cirka 240.000 personer og de første årgange blandt de 16-19 årige + 40-49 årige, der omfatter cirka 600.000 borgere, oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Det er i den forbindelse, at der er sendt en opfordring ud til en række danskere. Det sker i et opslag på Sundhedsstyrelsens Facebookside.
“Har du et barn, der er mellem 16 og 19 år? Så er det en god idé at minde dem om at tjekke deres e-boks, for der er en invitation til vaccination på vej. Vi er nemlig gået i gang med at sende invitationer til vaccination ud til de yngste målgrupper og starter med de 16-19-årige. Invitationerne bliver sendt ud løbende, så der kan godt gå nogle dage eller et par uger, før de modtager den,” skriver Sundhedsstyrelsen og tilføjer, at tilbuddet om vaccination er helt frivilligt.
“Meget tilfredsstillende”
At det snart er alle over 50 år, der er inviteret til at blive vaccineret mod COVID-19, glæder Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
“Det er meget tilfredsstillende, at vi nu er nået den milepæl, hvor vi kan gå i gang med de fire sidste og største målgrupper, hvilket også betyder, at alle over 50 år snart har påbegyndt et vaccinationsforløb,” udtaler han.
Lige nu er der ingen vacciner, som er godkendt til børn under 16 år. Derfor bliver de 16-årige først indkaldt til vaccination på deres fødselsdato eller derefter, oplyser Sundhedsstyrelsen.