Tysklands vigtige erhvervsindeks ifo, der måler de tyske virksomheders forventninger til markedet, har udviklet sig bedre end ventet for februar, hvor det er steget til 111,3 fra 110,6 i januar.
Det er det højeste niveau siden juli 2011 og markant over det historiske gennemsnit.
- Det må vurderes at være solidt i en tid, som har været præget af turbulens i de fremvoksende økonomier og ikke mindst den politiske krise i Ukraine, skriver Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen.
Det tyske Ifo-indeks dækker over omtrent 7000 tyske selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima, og hvordan de venter, at de næste seks måneder vil blive.
/ritzau/Reuters.