Tidsplanen vakler igen for Skats nye it-system

admin

10 år siden

|

13/02/2014

Dagens topnyheder

Efter planen skulle Skats nye digitale inddrivelsessystem (EFI) køre på fuld kraft til sommer, men en række fejl i systemet har fået tidsplanen til at vakle, bekræfter Skat over for Politiken.

Efter seks års forsinkelser og udgifter på godt 700 millioner kroner er det storstilede projekt derfor endnu engang ramt af problemer.

- Skats tidsplan for implementeringen er under pres, da der har været en række fejl, som skulle rettes, før de næste trin i implementeringen kunne iværksættes, forklarer Skats inddrivelsesdirektør, Jens Sørensen, over for Politiken.

Derfor har Skat i en lynaktion dirigeret yderligere 60 medarbejdere ind i EFI-projektet, der skal gøre det nemmere at krasse penge ind fra borgere og virksomheder, som har offentlig gæld.

Hele manøvren får Skats medarbejdere til at ryste opgivende på hovedet.

De 60 skattefolk, der fra på mandag skal hjælpe EFI-projektet i hus, bliver nemlig pillet ud af deres normale job i Skat - blandt andet i kundeservice- og indsatsafdelingerne - som dermed får svært ved at nå deres opgaver.

Det skal ses i lyset af, at Skat netop har fyret 330 medarbejdere som led i en større sparerunde.

Ifølge Skats indsatsdirektør, Erling Andersen, er det netop den form for fleksible omrokeringer, som Skats maskine er bygget til at håndtere.

- Skat er en meget stor forretning, og selv om der er forskellige specialer, kan vi hjælpe hinanden på tværs af organisationen, fordi opgaverne ligner hinanden et langt stykke hen ad vejen, siger han til Politiken og tilføjer, at det selvfølgelig har en konsekvens.

- Men det klarer vi ved at udskyde, forlænge eller skubbe nogle af de planlagte kontrolprojekter et par måneder, og det går verden altså ikke under af, tilføjer han.

Skat understreger, at EFI-systemet allerede er kommet på plads på flere områder og anvendes til at inddrive op mod en halv milliard kroner hver måned.

/ritzau/