Tidligere tv-vært og hofreporter Poul Jørgensen er død

admin

9 år siden

|

20/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere tv-vært Poul Jørgensen er søndag død i en alder af 87 år. Det skriver ugebladet Billed Bladet.

Poul Jørgensen huskes nok bedst for sine mange år som vært på TV-Avisen. Han blev ansat i Danmarks Radio, der dengang hed Statsradiofonien, i 1952, hvor han var helt frem til 1995.

Han blev først ansat som programmedarbejder. Han var med til at lave en række underholdningsprogrammer som Ugens Gæst og Landbrugsmagasinet, der hver gang lukkede med lyden af et kobrøl og tegningen af en ko set bagfra.

Det blev dog særligt det royale stof, der kom til at præge Poul Jørgensens karriere.

I 1960 tog han til Grønland med kongefamilien. Det var Poul Jørgensens første opgave med de kongelige, og i øvrigt også kongefamiliens første rejse med pressen.

- Så ser vi, hvordan det går, sagde kong Frederik IX til Poul Jørgensen.

Og det gik faktisk.

Resten af sin karriere fulgte Poul Jørgensen kongehuset. Han stod på Christiansborg, da dronning Margrethe blev udråbt som efterfølger for sin far i 1972. Og i 2000 dækkede han dronning Ingrids begravelse for TV2.

I 1995 forlod han Danmarks Radio, men fortsatte med at dække det royale stof på først TV2 og siden på TV3.

Det var da også de kongelige, der lokkede ham tilbage til skærmen for DR for en stund i 2012, da han var med til at dække dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæum.

I flere år stod han også for Billed Bladets royale brevkasse, hvor han svarede på læsernes spørgsmål om de kongelige.

Poul Jørgensen skrev flere bøger om de kongelige, og i 1990 blev han slået til Ridder af Dannebrog.

Poul Jørgensen efterlader sig hustruen, Lise Pedersen.

/ritzau/