Tidligere kriminel snupper en Bodil-pris

admin

10 år siden

|

01/02/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Han har begejstret som indsat i fængselsdramaet "R", som sømanden Jan i Tobias Lindholms "Kapringen" og senest i Michael Noers roste film "Nordvest".

Alle tre roller har indbragt den tidligere kriminelle Roland Møller Bodil-nomineringer, men det var først lørdag aften, at han endelig kunne gå på scenen og modtage en statuette for sit skuespil ved prisuddelingen i København. Her fik han prisen for bedste mandlige birolle.

- Roland Møller spiller den rockerrelaterede Bjørn i Michael Noers "Nordvest" og det gør han selvfølgelig så skræmmende realistisk, at vi ikke tør andet end at give ham den Bodil, vi nu flere gange har viftet ham om næsen med.

- Spøg til side: Det blev alle gode gange tre for Roland Møller – og hvor er det dog fortjent, lød det fra Bodil-juryen i begrundelsen.

Roland Møller har aldrig lagt skjul på sin baggrund som hærdet kriminel, hvor han også har været involveret i bandeaktivitet.

Mens han var indsat i Horsens Statsfængsel, sendte han nogle tekster til rapperen Jokeren, og da han i 2004 havde overstået sin straf, blev han inviteret med i rapgruppen Den Gale Pose.

Ad den vej mødte han instruktørerne Tobias Lindholm og Michael Noer, der gjorde brug af Roland Møllers erfaring fra fængslet, da de skulle skrive manuskriptet til "R", og altså også gav ham den birolle, der satte ham på sporet af en helt ny karriere som skuespiller.

De øvrige nominerede i kategorien var Lars Ranthe i Jagten, Thomas Bo Larsen også i Jagten, Jamie Bell i Nymphomaniac og Fares Fares i Kvinden i Buret.

/ritzau/