Ti års indsats har ikke hjulpet anbragte børn

admin

432 uger siden

|

09/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Børn, der er anbragte uden for hjemmet i plejefamilier eller på institution, får ikke nok hjælp.

Det mener Statsrevisorerne, som kritiserer, at kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder loven.

Det gælder krav om børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser. Kritikken er i den tungere ende af Statsrevisorernes skala for kritik.

Statsrevisorernes kritik kommer efter en beretning af indsatsen for de anbragte børn. I 2014 brugte kommunerne omkring 9,3 milliarder kroner på 11.000 anbragte børn.

Trods ti års indsats kan Social- og Indenrigsministeriet ikke dokumentere, at sagsbehandlingen for anbringelse er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den ønskede effekt, lyder det.

Ifølge Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), skal kommunerne til at "oppe sig nu", ellers risikerer de ny kritik, hvilket vil være på højeste niveau.

Omkring én procent af alle danske børn er anbragt uden for hjemmet enten i plejefamilier eller på institution.

Det er Social- og Indenrigsministeriet, der har ansvaret for rammerne for kommunernes indsats, mens kommunerne yder den konkrete indsats.

Anbringelsesreformen blev gennemført i 2006 for at forbedre indsatsen over for anbragte børn efter en række eksempler på kommuner, der reagerede for sent eller utilstrækkeligt over for udsatte børn.

Ifølge Statsrevisorerne har Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad understøttet, at kommunerne indfrir reformen.

Reformen skulle sikre, at anbragte børn fik samme muligheder som andre børn for at få en uddannelse, et arbejde og et familieliv.

Det skulle ske ved at stille krav om, at barnet skulle inddrages, og at der skulle følges mere systematisk op på indsatsen. Folketinget har siden gennemført yderligere tre reformer.

Kommunernes Landsforening, KL, ønsker ikke at kommentere kritikken på nuværende tidspunkt.

/ritzau/