Thorning: Intet grundlag for kritik af mig

admin

10 år siden

|

17/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår på samråd, at der ikke er grundlag for at rejse "nogen kritik af mig som statsminister". Statsministeriet har også handlet korrekt, mener hun.

Dermed frikender Helle Thorning-Schmidt fuldstændigt sig selv i sagen, hvor det dog er op til Folketingets øvrige partier at vurdere, om de fortsat har tillid til statsministeren.

Juridisk er der dog ikke noget komme efter, fastslår Helle Thorning-Schmidt:

- Alle kan selvfølgelig have deres egen politiske mening om, hvordan statsministeren skal agere. Men statsretten - og det er den, vi taler om her - er ikke et spørgsmål om politik, siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed henviser hun til, at statsministeren som regeringens øverste chef har en almindelig pligt til at føre tilsyn med de andre ministre.

På samrådet vil flere politikere have svar på, hvorfor Thorning ikke greb ind over for sin daværende justitsminister, Morten Bødskov. I Statsministeriet var man nemlig bekendt med, at Morten Bødskov havde givet et "forkert billede" til Folketingets Retsudvalg.

Normalt betyder vildledning, tilbageholdte oplysninger eller direkte løgn over for Folketinget, at en minister må gå af.

Statsministeriets departementschef havde foreslået, at Morten Bødskov "beklagede" det forkerte billede, der var givet. Den beklagelse fjernede man i Justitsministeriet - uden at statsministeren eller Statsministeriet protesterede.

Helle Thorning-Schmidt mener dog, at det fortsat fremgår af den endelige version af udtalelsen fra Morten Bødskov, at Folketinget ikke havde fået den rigtige begrundelse.

Med andre ord: Folketinget vidste godt, at det havde fået et "forkert billede".

- Jeg mener ikke, at der i denne sag er grundlag for at rejse nogen kritik af mig som statsminister, herunder for så vidt angår min tilsynsforpligtelse, siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

- Det er også min opfattelse, at der ikke er grundlag for at sige, at jeg eller Statsministeriet skulle have ageret anderledes i sagen, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/