Thorning efter møde: Der er grundlæggende opbakning

admin

10 år siden

|

05/04/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev mødt af kritiske røster på mødet med hovedbestyrelsen og kredsformændene fredag aften. Men hun oplevede også opbakning til den linje, ledelsen har lagt.

Det forklarer hun efter mødet, der varede tre timer. De første tre kvarter aflagde hun såkaldt politisk beretning, hvor hun også adresserede og accepterede kritikken, hvorefter debatten gik i gang.

- Vi diskuterede stille og roligt, og vi behøver ikke være 100 procent enige om alting.

- Men der er en grundlæggende opbakning til, at Socialdemokraterne har fået styr på dansk økonomi i modsætning til, hvad de borgerlige havde, at vi har tilrettelagt den økonomiske politik, så vi har råd til at investere i vores velfærd, siger hun.

Mødet lå i kølvandet på heftig kritik af partiets linje og Helle Thorning-Schmidts rolle som leder for partiet fra flere lokalformænd.

Kritikerne har fremhævet salget af dele af Dong til investeringsbanken Goldman Sachs, regeringens linje i sagen om udbetaling af børnecheck til EU-borgere, sænkelse af selskabsskatten og reformen af dagpengene som områder, hvor Socialdemokraterne har lagt en forkert linje.

Men Thorning fremhæver i stedet regeringens indsats overfor social dumping, afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og, at man stadig er indstillet på at have offentlig vækst for at styrke velfærdssamfundet.

Hun tror ikke, at man kan gøre alle tilfredse.

- Jeg tror altid, at der vil være nogen, der ikke er 100 procent enig i vores politik. Sådan vil det altid være i et stort parti.

- Og det kan vi sagtens leve med, men langt de fleste er enige i den retning, vi har lagt for Danmark, og de kan jo se, at den er helt anderledes end den, de borgerlige ville have lagt, siger hun.

/ritzau/