Regn spolerede førstedagen for mange golfspillere, som ikke nåede at gøre runden færdig i European Tour-turneringen Turkish Airlines Open.
Thorbjørn Olesen kom dog i klubhuset efter en flot og færdigspillet runde i 66 slag, hvilket svarer til seks slag under banens par.
Helt så godt gik det ikke for golfstjernen Tiger Woods, som foreløbig er et enkelt slag under par. Men amerikaneren nåede kun at fuldføre 10 af de 18 huller, inden regnen udsatte resten af runden til fredag.
Woods er dermed nede i den tunge ende af feltet. Verdensetteren er delt nummer 50, mens Olesen blander sig helt fremme i toppen af feltet som delt nummer fire.
Tre mand deler førstepladsen i syv slag under par, men ingen af dem er helt færdige med første runde.
Thomas Bjørn er også godt med fremme. Veteranen er ligesom Olesen seks slag under par, men han mangler endnu seks huller af første runde.
Morten Ørum Madsen og Joachim B. Hansen blev færdige med torsdagens runde, men ingen af dem havde en god dag og ligger i den nederste del af deltagerfeltet.
Kun 15 spillere nåede at fuldføre torsdagens runde.
/ritzau/