Thailandsk regering: Valget bliver afholdt efter planen

admin

|

28/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Parlamentsvalget i Thailand vil som planlagt gå i luften søndag på trods af oppositionens trusler om at forstyrre den demokratiske proces. Det siger landets vicepremierminister tirsdag.

- Vi insisterer på, at valget den 2. februar skal afholdes, fordi flertallet af befolkningen ønsker det, siger Surapong Tovichakchaikul forud for et møde mellem premierministeren og valgkommissionen, som ønsker at udsætte afstemningen.

Thailand har i flere måneder været plaget af tiltagende politiske uroligheder.

Tusindvis af mennesker har dagligt demonstreret ved regeringsbygninger i Bangkok mod landets premierminister, Yingluck Shinawatra, som bliver beskyldt for omfattende korruption.

Demonstranterne mener, at hun kun er en marionetfigur for den tidligere regeringschef - hendes bror, Thaksin Shinawatra, der nu lever i eksil.

Urolighederne i Thailand brød ud i efteråret, og som en konsekvens af volden opløste premierministeren parlamentet og udskrev nyvalg, som efter planen skal finde sted 2. februar. Flere har mistet livet eller er blevet kvæstet i urolighederne.

Regeringen i Thailand indførte i sidste uge undtagelsestilstand i hovedstaden Bangkok og omliggende provinser. Formålet er at forsøge at få kontrol over de mange demonstranter, der ønsker at fjerne premierministeren fra magten.

Nødretstilstanden giver myndighederne beføjelser til at indføre udgangsforbud og tilbageholde mistænkte uden at sigte dem, ligesom medier kan censureres, og politiske møder kan opløses uden videre.

/ritzau/AFP