Test: Babyprodukter er fyldt med farlige kemikalier

admin

9 år siden

|

03/06/2015

Dagens topnyheder

Sutter, autostole og gulvpuslespil. Babyer og små børn er hele tiden i kontakt med produkter.

Nu viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, at der i hvert femte produkt til babyer og små børn findes stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Det skriver Information.

Tænk har undersøgt 327 produkter fordelt på 13 forskellige kategorier. 22 procent gemte på farlige kemikalier.

- Det er tankevækkende og skræmmende, at vi kan gennemgå så mange forskellige typer af produkter til babyer, og at der ikke er én eneste produktkategori, hvor forældre kan vide sig sikre for hormonkemi, siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, til Information.

- Der er mange videnskabelige undersøgelser, der peger på, at disse stoffer har hormonforstyrrende effekter. Derfor bør de ikke findes i forbrugerprodukter - og da slet ikke i produkter til babyer, fortsætter hun.

Miljøstyrelsen anbefalede i 2009 at mindske de mange kilder til hormonforstyrrende stoffer, som børn under to år bliver udsat for, men risikoen er altså stadig til stede seks år senere.

Babyer og små børn er særligt udsatte, fordi de ofte sutter på ting, tygger på dem - eller bare kommer dem i munden - hvormed de lettere optager stofferne i kroppen.

Forbrugerrådet Tænks formand opfordrer derfor efter folketingsvalget den kommende miljøminister til at indføre et nationalt forbud mod stofferne.

- Babyer skal ikke være deltagere i et kemi-eksperiment, hvor vi om nogle år risikerer at opdage, at der er gjort uoprettelig skade, fordi vi brugte en masse sundhedsskadelig kemi, siger Anja Philip til Information.

Den politiske debat om hormonforstyrrende stoffer kredser dog særligt om, hvorvidt Danmark skal afvente fælles EU-regler eller indføre et nationalt forbud.

/ritzau/