Parkeringsbøder er en kilde til irritation for mange bilister, og kampen for at undgå dem fører ofte til kreative løsninger.
Men en nordmand har taget den kreative frihed til et helt nyt niveau ved at bruge en opsigtsvækkende undskyldning, der fik parkeringsselskabet til at ryste på hovedet.
Den norske Tesla-ejer hævdede gentagne gange, at han havde fået en akut øjenskade, hvilket skulle være årsagen til, at han ikke kunne parkere korrekt.
Undskyldningen fungerede i første omgang, og han undgik p-bøder ved flere lejligheder.
Men til sidst fik både parkeringsselskabet og Parkeringsklagenævnet nok af forklaringerne.
Det skriver det norske medie Motor.
"Det er ikke sandsynligt, at chaufføren får øjenskader, hver gang han parkerer forkert. Klagen er ikke troværdig", lyder det fra parkeringsselskabet i sin afgørelse.
Klagenævnet bakkede op om beslutningen, og Tesla-ejeren blev pålagt at betale en parkeringsafgift på 660 norske kroner, svarende til 418 danske kroner.
Historien stopper dog ikke der.
Manden blev også dømt til at betale yderligere 500 norske kroner for forsøg på dokumentfalsk i forbindelse med en anden sag. Det blev konkluderet, at han tidligere havde undgået en afgift ved at lyve om en lignende situation.
Ikke enestående
Eksempler som dette er ikke enestående.
Flere bilister forsøger at undslippe bøder med mere eller mindre fantasifulde undskyldninger.
En anden elbil-ejer påstod eksempelvis, at han havde været udsat for væbnet røveri som forklaring på sin ulovlige parkering.