Terrortiltalt mistænkt for at hylde IS på lokumsvæg

Redaktionen

429 uger siden

|

25/08/2016

Dagens topnyheder

På et fængselstoilet på Politigårdens Fængsel i København er der i sommer blevet skrevet en tekst, hvor skribenten angiveligt erklærer loyalitet til islamisten Abu Bakr al-Baghdadi. Al-Bagdhadi er leder af bevægelsen Islamisk Stat.

Anklagemyndigheden mistænker en terrortiltalt mand for at stå bag. Det nægter han dog torsdag i Københavns Byret.

Her sidder han sammen med tre andre mænd tiltalt for medvirken til terrorisme i forbindelse med Omar el-Husseins angreb på den frivillige synagogevagt Dan Uzan i København i februar j fjor.

Anklager Sidsel Klixbüll har torsdag formiddag fremlagt teksten fra toiletvæggen i retten. Teksten fremstår som at være fra "holdet her" og er rettet mod "alle danske svin".

Teksten taler om "sultne løver", der er kommet for at lægge "landet i ruiner.

Skriften på lokumsvæggen blev opdaget den 7. juni i år. På det tidspunkt sad den 23-årige IA varetægtsfængsel på Politigården sammen med seks andre.

- Er det dig, der har skrevet det, spørger anklager Klixbüll, og svaret fra IA falder prompte.

- Negativ. Nej.

Men en håndskriftsekspert fra Rigspolitiet har analyseret skriften og sammenlignet den med et brev som med sikkerhed er skrevet af IA. Og ifølge hende er det "overordentligt sandsynligt", at lokumsskriften stammer fra IA's hånd.

Hendes konklusion bygger blandt andet på overensstemmelser mellem bogstavernes udformning og skrivemåde. Navnlig bogstaverne a, d, g, r og s.

- Vi kan se, at i ordet "elsker", der er r’et nærmest boomerangformet. Det er også en måde at gøre det på, men en måde, som jeg ikke ser så tit, fortæller hun torsdag i byretten.

I retssagen er de fire tiltalt for at have haft tæt kontakt til Omar el-Hussein, i timerne efter at han angreb kulturhuset Krudttønden, hvor filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt og flere politifolk såret.

Kontakten med el-Hussein har ifølge anklagemyndigheden været så tæt, at det kan anses som medvirken til det angreb, som el-Hussein udførte nogle timer senere - angrebet mod synagogen i Krystalgade.

Anklagen mod de fire lyder på medvirken til drab og drabsforsøg og terrorisme. Alle nægter sig skyldige. I forbindelse med efterforskningen er det kommet frem, at Omar el-Hussein svor troskab til al-Bagdhadi inden angrebet mod Krudttønden.

/ritzau/