Tegneserieforfatteren Rune T. Kidde er død

admin

11 år siden

|

22/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tegneserieforfatteren Rune T. Kidde er død. Det bekræfter hans kone Marianne Kidde over for DR Nyheder.

Den danske finurlige tegner og forfatter blev 56 år og afgik ved døden natten mellem søndag og mandag.

Rune Torstein Kidde var autodidakt. Efter sin samfundsfaglige studentereksamen fra Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg slog han sig for alvor på forfatterskabet og tegneserierne, der kom til at fylde hans liv.

Hans store idol var den danske forfatter og opfinder Piet Hein.

Kidde er blandt andet kendt for sine nyfortolkninger af gamle folkeeventyr, der særligt henvendte sig til børn og unge.

Han stod blandt andet bag "Den lilla møghætte og pulven", "De tre dumme svin" og "Klaskepot", der kommer fra samlingerne "Ækle Æventyr."

Men han var også tegner og skribent for blandt andet Ekstra Bladet, Politiken, Svikmøllen og Euroman. Og undervejs lavede han flere satiriske tegninger og samlinger, heriblandt "Alt om EU og de andre tyskere" og "Menigmands guide til det indre marked".

Kidde var diabetiker. Og tilbage i 1990 mistede han synet på grund af sukkersygen. Det fik dog ikke Rune T. Kidde til at stoppe.

I stedet begyndte han at arbejde som freelancer for Danmarks Radio - et arbejde han havde i 10 år, hvor han blandt andet lavede rejsereportager fra alverdens lande på P1, samt børneradio på P3.

Derudover fortsatte han med at lave fortællinger til tegneserier - men dog med andre illustratorer. Og ifølge Rune T. Kiddes hjemmeside, var det ham, der lærte den islandske sangerinde Bjørk at spille blind i Lars von Triers "Dancer in the dark" tilbage i 1999.

Kort før sin død fik musicalen "Rødhætte og Pulven" med den møgsure Møghætte, Dolly Dyt og De Bøvede Bjørne, Kronprins Krumme og Klaskepot, som Rune T. Kidde skrev sammen med komponisten Fuzzy, premiere på Holbæk Teater.

/ritzau/