Helt som ventet er det Team Esbjerg og Randers, der sammen med Viborg og FCM Håndbold kommer til at udgøre kvartetten i kvindernes DM-semifinaler i håndbold.
Men for esbjergenserne blev det i perioder lovligt spændende, da holdet onsdag aften skulle sikre sig semifinalebilletten mod Team Tvis Holstebro.
Det lignede nemlig på forhånd en rutineopgave for Team Esbjerg, der havde en seksmålsføring i ryggen efter den overraskende klare 33-27-sejr i den første kamp. Men det forspring var holdet flere gange ved at smide over styr.
Esbjerg slap med et nederlag på 32-34, men foran hjemmepublikummet i Blue Water Dokken vaklede esbjergenserne i perioder på randen af et kollaps mod sidste års DM-sølvvindere, der ikke var kommet sydpå for at lægge sig frivilligt.
18 minutter før tid var Tvis således foran med fire mål - 24-20 - og da krævede det stærke nerver hos hjemmeholdets profiler, Lotte Grigel, Johanna Ahlm og Estevana Polman.
Det lykkedes Team Esbjerg-spillerne at holde snor i de kontrastærke gæster, og efter et par hurtige scoringer stod der 27-27 på lystavlen. Da gik lidt af optimismen af gæsterne.
Langt mindre dramatisk var det i den anden kamp, hvor Randers og HC Odense spillede 26-26. Kronjyderne vandt den første kamp på Fyn med 25-19.
Nu venter semifinalerne om 10 dage. Her skal Team Esbjerg op imod guldfavoritten Viborg, mens Randers møder de forsvarende mestre FCM.
/ritzau/