Hvis TDC-kunder fremover vil modtage breve fra selskabet med posten, kommer det til at koste 348 kroner om året.
Det er situationen for hundredtusinder af kunder, når TDC som det første teleselskab herhjemme fra sommer indfører et brevgebyr, skriver Jyllands-Posten.
- TDC's fastnetprodukter og Yousees tv- og bredbåndsprodukter vil den 1. juli gå over til elektronisk kommunikation (e-mail), med mindre kunden betaler et brevgebyr på 29 kroner om måneden for fortsat at modtage breve med posten, forklarer TDC-ledelsen i papirer, som Jyllands-Posten har i hænde.
Topledelsen i TDC forklarer det nye gebyr med hensynet til kunderne.
- Vi har en interesse i at gøre kunderne digitale for at spare porto, og fordi vi mener, at vi kan gøre den løbende kundeservice mere smidig.
- Samtidig vil det være med til at gøre TDC skarpere, siger Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør i TDC og ansvarlig for privatforretningen, til Jyllands-Posten.
I Forbrugerrådet Tænk raser man over det nye gebyr.
- Det er bare en generel prisforhøjelse og et nyt lavpunkt i telebranchens kreative brug af gebyrer, siger chefkonsulent Martin Salamon til Jyllands-Posten.
Han er især harm over, at brevgebyret først og fremmest vil ramme ældre og trofaste TDC-kunder med fastnettelefon.
Samtidig med det nye brevgebyr hæver TDC nemlig prisen på fastnetkundernes månedlige abonnement med 22 procent, eller hvad der svarer til 360 kroner om året.
/ritzau/