En skadet Cristiano Ronaldo er hårdt savnet hos Portugal. Det viste nattens kamp i Boston mod Mexico, som portugiserne vandt 1-0 på scoring af Bruno Alves i overtiden.
Både Portugal og Mexico skal til VM-slutrunden, som begynder i Brasilien i næste uge, men ingen af de to hold virkede sprudlende og VM-klar i testkampen.
Anfører Cristiano Ronaldo har problemer med både lår og knæ og stod over for anden testkamp i træk for Portugal. Heller ikke midtbanespilleren Raul Meireles og forsvarsprofilen Pepe var med mod på grund af skader.
Kantspilleren Nani fra Manchester United var anonym og heller ikke forwarden Eder var overbevisende i en kamp, som må have fået portugisernes landstræner Paulo Bento til at håbe, at få en skadesfri trup inden alt for længe.
Holdet har kun scoret et mål i sine seneste to testkampe - det blev senest 0-0 mod Grækenland.
56.000 tilskuere på det stadion, hvor NFL-holdet New England Patriots normalt holder til, fik ellers masser af chancer at se i testkampen, men scoringen fra Bruno Alves kom altså først i tillægstiden.
Det var ellers mexicanerne, som havde sluttet bedst af. Hector Herrera var tæt på en scoring med hovedet kort før tid, men keeper Eduardo fik fat i bolden. Det gjorde han igen flot kun to minutter før tid, hvor indskiftede Alan Pulido forsøgte sig.
På det tidspunkt var Portugal rene statister, men vandt alligevel.
Cristiano Ronaldo er noteret for 49 mål i 110 landskampe, og portugiserne håber, at han kan være med i den sidste testkamp mod Irland på tirsdag.
/ritzau/