Fra den 21. december kører snetoget op gennem det svenske landskab med kurs mod de nordsvenske skiperler, Lofsdalen, Funäsfjällen og Vemdalen. Sidste år tog tusindvis af skigæster snetoget.
- Toget er et rigtig godt alternativ til bilen, når man skal på skiferie, og vores undersøgelser viser, at danskerne faktisk rigtig gerne vil tage toget på skiferie. Det er nu muligt med Snetoget, hvor man både kan sidde, sove og få noget mad undervejs, så man er helt frisk og klar til at nyde den første dag på ski, når man ankommer til destinationen, siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.
Læs også: Oplev vinteren i Hedmark og Värmland - fra hundeslæde
De nordsvenske skiområder er stadig relativt ukendte blandt danskerne, selvom de er blandt de største og mest alsidige i Sverige, og samtidig nogle af svenskernes favoritter.
- Skisportsstederne i det nordlige Sverige er meget populære, når svenskerne holder skiferie, mens det for danskerne stadig er forholdsvis ukendte områder. Eksempelvis summer Vemdalen af ægte svensk fjeldstemning, hvor man kommer i pagt med naturen, når man kører på de lange, brede pister gennem skoven. Det helt enestående for området er, at der er god plads på pisterne og ingen ventetid ved lifterne, så man kan få det maksimale ud af sin skiferie, siger Anna Kron Boysen.
De nordsvenske områder har en lang sæson, som strækker sig et godt stykke hen i april 2014, og i de fleste uger indtil da, kan du tage snetoget til områderne.