Syriens regering og opposition er blevet enige om et grundlag for forhandlinger om fred, siger talsmænd.
Det betegnes som et håndgribeligt skridt i den rigtige retning, og rundt om forhandlingsbordet i Geneve betegnes det som positive fremskridt efter fire dages hårdt tovtrækkeri.
- For første gang tales der om et overgangsstyre, siger Louay Safi, talsmand for oppositionens forhandlingsdelegation.
Samtidig meddeler det syriske statslige tv i Damaskus, at regeringens delegation i Geneve har erklæret sig "fuldt parat" til at drøfte aftalen fra Geneve I-forhandlingerne, hvor der opfordres til et overgangsstyre "afsnit for afsnit."
Louay Safi siger, at forhandlingerne går mod en fase, hvor der vil blive forhandlet om en afslutning på diktatur og blodsudgydelser.
- Vi håber på mere fremskridt i de kommende dage, siger han.
Ifølge talsmanden har regimet under præsident Bashar al-Assad forsøgt at fokusere på "spørgsmål om terrorisme".
Nu er regimet ifølge oppositionen så villig til at forhandle om selve rammen for politiske diskussioner.
Bouthaina Shaaban, rådgiver for Syriens præsident, siger, at der er enighed om at bruge teksten fra Geneve-1, en tekst der blev lavet under forhandlinger i den schweiziske by i 2013, men der er nogle forbehold, siger rådgiveren.
Og så vender begrebet "terrorisme" tilbage. Præsidentrådgiveren siger, at mens oppositionen vil drøfte overgangsstyre i begyndelsen af forhandlingerne, så vil regimet fokusere på terror.
Regimet regner de, der bekæmper styret, for terrorister.
Oppositionen siger, at et overgangsråd skal betyde, at Syrien ledes uden præsident Assad.
I første omgang indeholdt en principerklæring, som den syriske regering fremlagde ved fredskonferencen i Geneve, intet om hovedformålet med forhandlingerne.
Oppositionen forkastede derfor principerklæringen, hvorefter FN's mægler, Lakhdar Brahimi, havde meget svært ved at holde parterne fast ved forhandlingerne.
/ritzau/Reuters