Der er ikke lavet nogen aftale for en tredje runde med fredsforhandlinger om Syrien i den schweiziske by Geneve.
Det siger oppositionens forhandlingsleder, efter at det heller ikke lørdag lykkedes de stridende parter at nå frem til en løsning i anden runde af fredskonferencen, som den særlige FN-mægler for Syrien, Lakhdar Brahimi, har stået i spidsen for.
- Det var en kort intensiv session, der var domineret af forskellige holdninger til, hvor man får stoppet volden og lavet en politisk overgang.
- Lakhdar Brahimi har ikke fastsat en dato for en tredje runde, men han gjorde det klart, at han forventer, at der kommer en, siger oppositionens forhandlingsleder Ahmad Jakal.
Den anden runde af fredsforhandlingerne startede i mandags og blev tilsyneladende afsluttet fredag uden noget resultat.
Brahimi indkaldte lørdag repræsentanterne fra det syriske regime samt oppositionen til et sidste forsøg på at finde en løsning, men forhandlingerne ser nu ud til at være kollapset i denne omgang.
FN's særlige udsending siger dog på et pressemøde, at de to sider er blevet enige om en dagsorden til en tredje runde af forhandlingerne. Men Brahimi lægger ikke skjul på sin skuffelse over sammenbruddet.
- Jeg undskylder over for det syriske folk. Vi har ikke hjulpet dem særligt meget, siger han-
Sammenbruddet i fredsforhandlingerne sker samtidig med, at hundredvis af civile syrere er sluppet ud af den belejrede by Homs, hvor der har været midlertidig våbenhvile i over en uge.
Våbenhvilen er blevet forlænget to gange og udløber nu lørdag aften ved midnat.
Lederen af Internationalt Røde Kors, Peter Maurer, slår dog lørdag fast, at våbenhvilen ikke har forbedret den humanitære situation i Syrien.
Han beskylder desuden såvel det syriske regime som den syriske opposition for ikke at overholde grundlæggende principper i international humanitær lovgivning.
Den første runde fredsforhandlinger blev indledt i Geneve den 22. januar. Siden da vurderes det, at flere end 5000 mennesker er blevet dræbt under konflikten.
Siden den syriske borgerkrig startede for knap tre år siden, anslås det, at flere end 136.000 mennesker har mistet livet.
/ritzau/Reuters