Sverige beder EU om flygtningehjælp

admin

9 år siden

|

23/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sverige vil anmode om at få mulighed for at sende asylansøgere til andre EU-lande i henhold til kvoteordningerne i unionen, og svenskerne vil samtidig søge om økonomisk hjælp til at håndtere flygtningesituationen.

Det fremgår af den asylaftale, som den svenske regering blev enige med de fleste oppositionspartier fredag. Kun Vänsterpartiet og Sverigedemokraterna står uden for aftalen.

- Vi siger, at det ikke kun er Grækenland og Italien, som bør være med i dette omfordelingssystem, men også Sverige, siger Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven.

Han fremhæver, at dette skridt viser verden, hvor alvorlig situationen er for Sverige.

Löfven siger, at han allerede har varslet EU-Kommissionen og EU's præsident om, at en sådan forespørgsel kan komme.

Det er kvoten på 54.000 flygtninge, der egentlig var tænkt som en aflastning for Ungarn, som Sverige vil benytte sig af. Men præcist hvor mange, som skal hentes fra Sverige, har Löfven ikke svar på.

Sverige er det eneste land, som indtil nu har taget imod asylansøgere gennem EU's nye kvoteordning, men nu vil landet selv søge hjælp gennem systemet.

Den svenske myndighed, Migrationsverket, fremlagde onsdag en rapport, der spår, at op til 190.000 flygtninge ankommer til Sverige i år. Det er en fordobling af de hidtidige forventninger.

Omkostningerne af flygtningeantallet ventes at stige med op til 29 milliarder svenske kroner alene i år.

Et flertal i Riksdagen i Sverige blev fredag enige om en ny asylaftale, der strammer asylreglerne. Aftalen indeholder blandt andet en stramning af reglerne for midlertidigt ophold. Som hovedregel bliver midlertidigt ophold fremover tildelt i en treårig periode.

Den skærpelse gælder dog ikke for uledsagede børn og børnefamilier.

/ritzau/TT