Svenskerne og briterne svigter dansk olieeksport

admin

10 år siden

|

09/05/2014

Dagens topnyheder

Et mindre salg af olie til især Sverige og Storbritannien får den danske eksport til at falde i marts med 5,1 procent i forhold til februar, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er den milde vinter, der får eksporten til at falde.

- Faldet skal dog ses i lyset af, at olieeksporten lå ekstraordinært høj i februar. Man skal derfor også som vanligt passe på med at tolke for skarpt på de månedlige udsving i eksporten, siger Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit.

- Ser man i stedet på udviklingen over de seneste tre måneder, så har der været en fremgang i eksporten på 1,4 procent - altså pæn fremgang. Dagens tal viser således også, at eksporten fortsat er i fin form, påpeger analytikeren i en kommentar til tallene.

Samlet endte handelsbalancen med et overskud på syv milliarder kroner i marts. Det viser tallene eksklusive skibe og fly mv., når der korrigeres for normale sæsonudsving, oplyser statistikbanken.

Dermed har Danmark over de seneste 12 måneder haft et overskud på varebalancen svarende til 52,7 milliarder kroner eller knap otte milliarder kroner større end for et år siden.

- Dermed fortsætter betalingsbalancen således med at udvise store overskud, selvom overskuddet i marts blev noget mindre end over de seneste måneder som følge af store udbyttebetalinger til udlandet, skriver Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen om tallene.

- Set over de seneste 12 måneder er overskuddet dermed nu på 138,8 milliarder kroner. Det er 24 milliarder kroner højere end i samme periode sidste år og det højeste overskud over et løbende år, der nogensinde er registreret, siger cheføkonomen.

Helge J. Pedersen peger på, at det store overskud på betalingsbalancen er rigtig godt for Danmark, fordi det er med til at fasttømre positionen som sikker havn på de finansielle markeder.

- Den er der senest blevet brug for i forbindelse med uroen i Ukraine - og i sidste ende kan vi fastholde de ekstremt lave renter, der er en vigtig byggesten til fremtidig vækst, og som holder hånden under det fortsat skrøbelige boligmarked, siger han.

/ritzau/