Susanne Bier-film er årets bedste europæiske komedie

admin

|

07/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Filminstruktøren Susanne Biers film "Den skaldede frisør" modtager prisen for årets bedste komedie ved European Film Awards i Berlin.

Dermed kan den succesfulde filminstruktør smykke sig med endnu en pris i en konkurrence, der er Europas svar på Oscaruddelingen.

Skuespilleren Trine Dyrholm gik på scenen i Haus der Berliner Festspiele for at modtage prisen på vegne af filmen.

Susanne Bier måtte blive på Fyn, hvor hun netop nu er i gang med optagelserne til sit nye stjernebesatte danske drama "En chance til" med blandt andet Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen i hovedrollerne.

Hun har netop modtaget nyheden og udtaler begejstret:

- Det er generelt sjældent, at komedier bliver overøst med priser, og jeg er helt vildt stolt af, at "Den skaldede frisør" nu er kåret til årets komedie i Europa.

- Jeg tror, at akademiets medlemmer er faldet for, at vi i filmen har taget et meget alvorligt emne og brugt humor og komediens elementer til at fortælle historien.

- Den her pris er uden sammenligning en af de allervigtigste i min karriere. Det er så stor, siger Susanne Bier.

Mens det i år er 26. gang, at European Film Awards uddeles, var det i år første gang, at prisen i kategorien Bedste europæiske komedie blev uddelt.

Selvom kategorien er helt ny, har Det Europæiske Filmakademi givet den status som en af de tungeste i prisuddelingen ved siden af prisen for Bedste Europæiske Film.

"Den skaldede frisør" er en romantisk dansk komedie med verdensstjernen Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i hovedrollerne.

Filmen fik verdenspremiere i september 2012 på filmfestivalen i Venedig, hvor den fik en flot modtagelse.

Ugen efter fik den biografpremiere i Danmark, hvor den blev en af Susanne Biers hidtil største publikumssucceser med 644.000 solgte billetter.

På verdensplan er filmen blandt Susanne Biers største kommercielle succeser og har haft en biografomsætning på over 90 millioner kroner.

Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" blev ved samme prisuddeling i Berlin kåret til årets europæiske dokumentarfilm. Filmen handler om folkemordet i Indonesien og vinder prisen som årets europæiske dokumentarfilm.

/ritzau/