Strejke i Norwegian er afværget

admin

11 år siden

|

04/11/2013

Dagens topnyheder

Der bliver ikke pilotstrejke i Norwegian.

Det står klart, efter at pilotforeningen er blevet enig med lavprisflyselskabet om en ny lønaftale efter et langvarigt tovtrækkeri. Dermed kommer flytrafikken til at forløbe helt som planlagt, og passagererne bliver ikke berørt.

Siden fredag har Norwegian ført forhandlinger i den norske arbejdsret for at finde en løsning med piloternes fagforening, Norwegian Pilot Union, NPU, der havde truet med at nedlægge arbejdet.

Fristen udløb ved midnatstid søndag, men parterne valgte at fortsatte møderne bag lukkede døre. Den norske forligsmand Nils Dalseide kunne så mandag morgen meddele, at der var fundet en løsning.

Piloterne har opnået en fælles lønaftale og karrieremuligheder i hele selskabet.

Pilotforeningen i Norwegian har ifølge NPU-formand Halvor Vatnar fået deres krav igennem.

- Det har været en usædvanlig hård forhandling, hvor vi har stået langt fra hinanden, men vi har fået et gennembrud for en fælles lønaftale i Skandinavien, afhængigt af den organisering, der sker.

- Vi har også fået en aftale om ens karrieremuligheder, uanset hvor den enkelte er stationeret og i hvilken lufthavn, vi arbejder i, siger Vatnar.

Piloterne bliver nu ansat i et selskab, og Norwegian vil oprette datterselskaber i flere lande. Selv om de ansatte bliver spredt i flere forskellige datterselskaber, bliver der opretholdt et fællesskab i Skandinavien gennem ens aftaler.

- Norwegian får den nødvendige frihed til at effektivisere. Samtidig vil vi arbejde for, at ansatte i i de forskellige lande organiserer sig, siger lederen af fagforbundet Parat, Hans-Erik Skjæggerud.

Piloterne får derudover en koncerngaranti, som giver dem beskyttelse ved ansættelse i et datterselskab.

Norwegian-chef Bjørn Kjos siger, at han er glad for, at en ny aftale er på plads, og at passagerne ikke bliver ramt.

– Vi lever godt med alle aftaler, som vi indgår, siger han.

/ritzau/NTB