Otte af Danish Crowns slagterier er ramt af en strejke blandt tilsynsteknikere, der er ansat i Fødevarestyrelsens kødkontrol. Det betyder, at slagterierne må skrue kraftigt ned for produktionen, oplyser Danish Crown og Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsens tilsynsteknikere har nedlagt arbejdet på slagterier i Ringsted, Herning, Horsens, Sæby, Holsted, Aalborg, Skærbæk og Rønne. Omkring 150 tilsynsteknikere er ansat på de berørte slagterier.
De har til opgave at føre tilsyn med, at alt går, som det skal ved samlebåndene på slagterierne, og derfor går strejken ud over kødproduktionen.
- Arbejdsnedlæggelsen påvirker slagtningerne på alle de berørte slagterier, hvor produktionen nu er nede under halv kapacitet, skriver Danish Crown i en meddelelse.
De ansatte er blandt andet utilfredse med nye pauseregler, siger vicedirektør i Fødevarestyrelsen Johan Kjølhede Overgaard.
- Vi introducerer en ny pausemodel, som betyder, at pausen væk fra slagtekæden bliver lidt kortere - det har sammen med med henvisning til generelle arbejdsvilkår udløst arbejdsnedlæggelsen, siger han.
Baggrunden for den nye pausemodel er blandt andet, at kødkontrollen skal spare 30 millioner kroner frem mod 2020 som led i den vækstplan for fødevarer, som et bredt politisk flertal vedtog i foråret 2014, siger Johan Kjølhede Overgaard.
Han er opsat på at få de ansatte tilsynsteknikere fra kødkontrollen tilbage i arbejde hurtigst muligt og kalder arbejdsnedlæggelsen overenskomststridig.
- Vi står i en meget alvorlig situation. Slagterierne og deres ansatte bliver jo taget som gidsler i det her, for når vi ikke kan udføre vores kontrolopgave, så kan de ikke slagte.
- Der er også nogle landmænd, der føler sig taget som gidsler, fordi de ikke kan aflevere svin, som er opfedet til slagtning, og der kommer nye smågrise ind og skal fedes op. Der er nogle kæde, der bliver forstyrret af det her, siger han.
Fødevarestyrelsen mødes onsdag med tilsynsteknikernes fagforening, Serviceforbundet, og Moderniseringsstyrelsen.
Fødevarestyrelsen offentliggjorde tidligere på måneden, at den skal spare 40 millioner kroner i de kommende år som følge af regeringens krav om årlig effektiviseringer på to procent i statslige institutioner.
Det kommer til at koste i omegnen af 80 stillinger, men kødkontrollen er undtaget disse besparelser, siger Johan Kjølhede Overgaard.
/ritzau/