Grundet en landsdækkende flystrejke i Italien er omkring 1.000 flyvninger nu blevet aflyst.
Strejken vil ramme omtrent 250.000 rejsende, herunder har man måttet aflyse i alt ni fly til og fra Københavns Lufthavn.
De fleste var allerede fredag blevet aflyst som direkte konsekvens af, at strejken blev varslet.
Det oplyser lufthavnen til Ritzau.
Strejken i Italien omhandler overenskomstforhandlinger for de lufthavnsansatte, som nu kræver en ny kollektiv aftale.
I mellemtiden vil flere afgange altså være aflyst, hvilket nu ser ud til at ramme blandt andet danske SAS-passagerer, som skal hjem fra Italien.
Dog er SAS i gang med at arbejde på sagen, skriver DR.
"Det drejer sig om i alt 10 rundture. Vi har ombooket de fleste passagerer til i morgen (søndag, red.), da vi har fået besked om, at strejken slutter i aften. Alle passagerer vil blive ombooket inden for de næste tre dage, udtaler flyselskabets pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, til DR.
Situationen har fået Italiens transportminister Matteo Salvini til at lange ud efter de strejkende, som han føler, mangler sund fornuft, da det mest af alt gå ud over de mange rejsende, som i værste fald kan ende med at sidde fast.
Det er ikke kun i Italien, at der er utilfredshed blandt flypersonale.
120 flyvninger til og fra Charleroi-lufthavnen i Belgien er lørdag og søndag aflyst. Det skyldes en strejke blandt piloterne i selskabet Ryanair.