Støjberg er parat til at oprette flere teltlejre

admin

|

08/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter nytår vil der være i alt fem teltlejre, som skal huse asylansøgere.

Det første findes allerede i Thisted, og i januar står der yderligere to klar i Næstved samt en i henholdsvis Herning og Haderslev.

Det oplyste Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet tirsdag.

Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg (V) er parat til at åbne endnu flere teltlejre, hvis det massive flygtningetryk på Danmark fortsætter.

- Jeg synes, at teltlejre er en ganske udmærket indkvarteringsform, og jeg skal sikre, at der hele tiden er kapacitet nok, og derfor har jeg valgt at oprette nye teltlejre

- Jeg kan ikke afvise, at der kan komme flere teltlejre, men de teltlejre, som nu bliver etableret, er, hvad der er på tegnebrættet lige nu, siger Støjberg til Ritzau.

De nye teltlejre bliver efter planen samlet og sat op inden jul og færdiggjort i uge et og to i det nye år.

Lejrene oprettes efter samme model som lejren i Thisted, men hvor lejren i Thisted kun er til enlige mænd, er det planen, at der i tilknytning til to af de nye lejre skal opsættes barakker, hvor familier skal indkvarteres. Det er i Herning og Haderslev.

- Familierne kommer til at bo i barakkerne, mens enlige mænd huses i teltene. Barakkerne er, som barakker er, og jeg vil mene, at vi tilbyder ganske udmærkede forhold i både barakker og i teltene, siger Støjberg.

I alt vil de nye lejre kunne rumme omkring 1200 personer.

I Ikast-Brande Kommune, nærmere bestemt på Kærshovedgård, oprettes desuden et nyt udrejsecenter for personer, der har fået endeligt afslag på asyl, og for gruppen af udvisningsdømte kriminelle samt personer på tålt ophold, hvoraf en del har meldepligt.

I Hørsholm Kommune udvides Udrejsecenter Sjælsmark, som permanent skal huse 600-700 personer.

Det vil ifølge ministeriet primært dreje sig om familier med børn, der har fået endeligt afslag på asyl, og personer omfattet af åbenbart grundløsproceduren eller afviste efter Dublinforordningen, som umiddelbart kan udsendes af landet.

Udvisningsdømte, kriminelle udlændinge og personer, der befinder sig i Danmark på tålt ophold, skal ikke placeres i Sjælsmark.

De skal i stedet placeres i udrejsecentret i Jylland og flyttes dermed fra Sandholm, som herefter omdannes til et rent center for modtagelse af asylansøgere.

/ritzau/