Historien om en værdifuld samling stjålne Anders And-blade fik mandag nyt liv, og for en kort stund troede den retmæssige ejer, at samlingen var blevet bragt til veje knap to år efter tyveriet.
Men det hele skulle tilsyneladende vise sig at være en dårlig joke. Det fortæller marketingchef i Egmont Publishing Gitte Hoffmann Hansen.
- Ud fra de oplysninger, vi har fået, regnede vi selvfølgelig med, at det var vores samling, der var blevet fundet. Men det var det altså ikke, siger hun.
Tidligere mandag dukkede 20 flyttekasser op hos advokat Kåre Pihlmann, der har kontor i Nyhavn i København. Advokaten var sikker på, at der var tale om en samling Anders And-blade, der var blevet stjålet fra Egmonts trykkeri i Skovlunde i maj 2014.
- En af mine klienter sidder varetægtsfængslet i en helt anden type sag. Men en dag sagde han til mig, at han kunne hjælpe med at få den stjålne samling bragt til veje igen, fortalte Kåre Pihlmann.
- Det lyder interessant, sagde jeg - og nu står der 20 flyttekasser hos mig, sagde han først på eftermiddagen mandag og tilføjede, at han ikke nåede at hilse på de personer, der afleverede kasserne.
Senere mandag eftermiddag er kasserne blevet overdraget til Egmont, som altså kan konstatere, at der ikke er tale om den savnede samling.
- Vi kan konstatere, at der ikke er et eneste Anders And-blad imellem materialet, siger Gitte Hoffmann Hansen.
- Der er andre Anders And-udgivelser såsom Jumbobøger, men ingen deciderede blade, uddyber hun.
Om den fængslede mands motiv til at hjælpe forlaget og politiet har advokat Kåre Pihlmann forklaret, at manden formentlig gerne vil stå på god fod med politiet.
- Min klient ønsker ikke at få dusør eller anden belønning. Men han har sagt, at han ikke har noget imod at få et års abonnement, fordi han i fængslet har god tid til at læse, sagde Kåre Pihlmann tidligere mandag.
Anders And-samlingen består af ulæste blade, herunder det allerførste blad fra 1949.
Ifølge Egmont er samlingen temmelig værdifuld og formentlig i millionklassen.
/ritzau/