Bifald brød ud, da et minuts stilhed i Bruxelles til minde om ofrene for tirsdagens angreb, var forbi klokken 12.01.
På den centrale Place de la Bourse og i EU's hovedkvarter var store menneskemængder samlet for at vise sympati og respekt for de mindst 34 dræbte og 230 sårede fra bombeangrebene i Zaventem-lufthavnen og ved metrostationen Maelbeek.
- Længe leve Belgien, råbte de mange tilskuere på Place de la Bourse, der er fyldt med flag, lys og blomster.
- Bruxelles frem for alt, lød det videre.
Også flere ansatte fra regionalregeringen i den belgiske hovedstad kom ud på gaden for at markere et minuts stilhed klokken 12.
Ifølge stabschef Stéphane Vanommesleghe er det vigtigt at vise, at belgierne står sammen.
- Det er ikke kun, fordi vi blev ramt af bomber. Men vi deler en dyb følelse af, at vi må være stærke og leve videre uden frygt. Vi skal ikke fortsætte, som om intet var sket. Men vi skal bakke op om vores demokratiske institutioner og alle vores fælles værdier, siger han.
- Næstekærlighed, solidaritet, latter - alt det, der binder os sammen.
Både Belgiens premierminister, Charles Michel, og landets kong Philippe deltog i mindeceremonien i EU's hovedkvarter.
Mindst 30 mennesker blev dræbt og omkring 260 såret i tirsdagens bombeangreb i Zaventem-lufthavnen og i et tog ved metrostationen Maelbeek i hjertet af Bruxelles' EU-kvarter.
/ritzau/