Flere end hver tredje har tillid til, at huspriserne vil stige det kommende halvår. Det viser en ny undersøgelse foretaget af boligsiden.dk, der er landets mest besøgte boligsite med flere end 73.000 boliger til salg.
Undersøgelsen viser, at fire ud af fem forventer, at huspriserne vil ligge stabilt eller stige de kommende seks måneder. Og samtidig tror mere end hver tredje nu, at huspriserne vil stige med en procent eller mere det næste halvår. Tallene bygger på 7429 besvarelser.
- Vi kan klart spore en gryende optimisme blandt danskerne. Ejendomsmæglerne har flere steder oplevet en stigende handelsaktivitet, boligpriserne har ligget stabilt og er endda steget let i flere måneder samtidig med at danskerne nu også er blevet mere positive i forhold til prisudviklingen. Alt dette tyder meget på, at vi går lysere tider i møde på boligmarkedet. Det er især i storbyerne – med København som lokomotiv – at salget er stigende. Boligmarkedet ser ud til at være på vej tilbage til det, vi kalder normale tilstande. Så jo, jeg vurderer, at optimismen har bidt sig fast, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.