Steffen Rasmussen forlænger med AGF

admin

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

AGF og Steffen Rasmussen er blevet enige om en treårig forlængelse af kontrakten, oplyser Superligaens bundprop i en pressemeddelelse. Aftalen udløber nu i sommeren 2017.

Siden 2001 har 31-årige Steffen Rasmussen repræsenteret AGF. Keeperen kæmper i øjeblikket for at fravriste Emil Ousager målmandsposten i den kriseramte klub.

- Det er det, jeg hele tiden gerne har villet. Jeg kan ikke se mig spille for andre klubber, og den nuværende situation, vi er i, har overhovedet ikke haft indflydelse på min beslutning. Jeg tager det hele med - uanset hvad der sker, siger Steffen Rasmussen.

På grund af en muskelskade i låret, som han pådrog sig i opstarten til forårssæsonen, har han endnu ikke spillet for AGF i 2014, men Steffen Rasmussen var søndag for første gang med på bænken som reservekeeper i superligakampen mod Viborg.

Den kamp tabte AGF med 0-3, hvilket sendte klubben ned på sidstepladsen med fire kampe igen.

- Vi er alle klar over situationens alvor, og jeg vil gøre mit til, at vi fastholder en ekstrem tro på tingene og gejst i de sidste kampe. Vi skal slippe håndbremsen og give alt, hvad vi har i os.

- Det kan ikke passe, at vi er blevet dårligere fodboldspillere i dette forår, og vi skal alle tro på, at vi har kvaliteterne til at klare os ud af problemerne. Vi har brug for en succesoplevelse, og den skal vi jagte - koste, hvad det skal, siger målmanden.

Sportschef Brian Steen Nielsen er glad for, at anføreren bliver i klubben.

- Jeg er glad for, at vi er lykkes med at skrive en ny aftale med Steffen. Det er også et stærkt signal, han sender i den svære situation, vi er i. Han har været med hele vejen, og det vil han også være fremadrettet.

- Han er anfører og kulturbærer i klubben, og han har stor betydning både på og uden for banen, udtaler Brian Steen Nielsen.

/ritzau/