Som vanligt før betydningsfulde landskampe venter landstræner Morten Olsen til sidste øjeblik med at offentliggøre sin startopstilling.
Derfor er det endnu ikke officielt, hvem der er med mod Italien i aften, men et ret skudsikkert gæt vil være, at holdet rummer en lang række spillere, der også var med ved EM i 2012.
Olsen har i ugens løb ikke forsømt en lejlighed til at give udtryk for sin tilfredshed med at råde over en flok spillere, der kender hinanden indgående fra ugerne i Polen og Ukraine for snart halvandet år siden.
- Problemet med alle landshold er, at vi ikke har meget tid sammen, forklarer Morten Olsen.
- Når man har arbejdet sammen før og under et EM, som varer fem-seks uger, så har man en gruppe, der kender vores spil og hinanden, og det er selvfølgelig en kæmpe fordel, siger han.
Kun Dennis Rommedahl og Simon Poulsen mangler fra landstrænerens EM-formation.
Med Nicklas Bendtners tilbagekomst er hele den centrale akse til rådighed for Olsen, og uanset om han vælger Simon Kjær eller Andreas Bjelland som forsvarsmakker til Daniel Agger, vil han få en spiller, der var med i EM-lejren.
- Når man skal spille store kampe, er det vigtigt for en træner, at han har nogle spillere, der har prøvet det her før, siger Lars Jacobsen, en af holdets mest erfarne spillere.
- Man kan jo sige, at den kamp, der venter mod Italien, ligner meget en kamp til en slutrunde. Den slags kampe er der denne gang rigtig mange, der har prøvet at spille.
- Det giver jo ikke bare tre point automatisk. Men vi håber, at vi kan finde det, vi har vist tidligere. Specielt i afgørende kvalifikationskampe på hjemmebane har vi kunnet, når det har været påkrævet, siger Lars Jacobsen.
En af de spillere, der er kommet ind i truppen efter EM-slutrunden for halvandet år siden, 19-årige Viktor Fischer, forstår godt landstrænerens tankegang, selv om en satsning på EM-stammen ikke er til Fischers fordel.
- Heller ikke på et landshold handler det om at sætte 11 spillere sammen, der er i god form lige her og nu. Det handler lige så meget om at skabe et hold. Spanien er jo et godt eksempel på det, siger Viktor Fischer.
Danmark mod Italien spilles klokken 20.15 i aften i Parken.
/ritzau/