Spillerforening går videre i sag om skandalekamp

admin

10 år siden

|

05/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Århus Håndbold og mange andre interessenter i dansk håndbold mener, der var svindel med i pakken, da aarhusianerne i slutningen af november fik prygl i EHF Cuppen af makedonske Zomimak.

Det mener det europæiske håndboldforbund, EHF, tilsyneladende ikke. Og det er Håndbold Spiller Foreningens direktør, Michael Sahl Hansen, mildt sagt utilfreds med.

Han raser over, at EHF har frifundet alle parter i forbindelse med kampen i Makedonien, hvor aarhusianerne flere gange blev tacklet voldsomt i hovedregionen, uden at dommerne greb ind.

- Det er en skandale for at sige det ligeud, at alle går fri i denne sag. Alle ved sine fulde fem kunne se, at det var matchfixing ved højlys dag, siger Michael Sahl Hansen til JP Aarhus.

Han har tænkt sig at gå videre med sagen.

- Vi vil gå videre med det her. Vi vil blive ved med at råbe op om dette. Det er ødelæggende for sporten, at dette foregår.

Michael Sahl Hansen vil viderebringe sin utilfredshed med EHF's konklusion til den europæiske håndboldspillerforening (EHPU).

Til JP Aarhus siger formanden for Dansk Håndbold Forbund (DHF), Per Bertelsen, at det er svært at rejse bevisbyrden, der skal til, for at indlede en disciplinærsag.

Håndbold Spiller Foreningen er uenig.

- Tv-optagelserne fra kampen viser tydeligt, at det var svindel. Det er et bevis i sig selv, siger Michael Sahl Hansen.

Århus Håndbold tabte 24-33, og efterfølgende var mange forskellige interessenter i håndboldens verden på banen med støtte til aarhusianerne.

/ritzau/