Sparekassen Faaborg skifter navn til Sparekassen Fyn, fordi pengeinstituttet vil være fynboernes foretrukne lokale pengeinstitut.
- Vi har vores rødder i Faaborg, hvor sparekassen blev stiftet i 1846. Det er en del af vores historie, som vi er stolte af, siger sparekassedirektør Claus Sejling.
- Vi har imidlertid igennem mange år ikke kun været sparekasse for Faaborg, men også for store dele af Fyn, og derfor skifter vi i løbet af foråret navn til Sparekassen Fyn, siger direktøren.
Navneskiftet skal også ses som et led i at være bredt repræsenteret på Fyn. Sparekassen Faaborg oplyser, at man via filialerne har fået en bedre geografisk dækning af Fyn - senest med en filial i Middelfart. Og nu leder man efter en i Svendborg.
I 2013 fik sparekassen flere kunder - både inden for privatkundeområdet og erhvervskundeområdet, og den udvikling skulle gerne fortsætte i år:
- Vi oplever, at fynboerne gerne vil være kunder i et fynsk pengeinstitut, hvor beslutningerne træffes lokalt, og hvor kompetent rådgivning er i højsædet, siger Claus Sejling
- Derfor er vi også glade for, at det nye navn understøtter vores ønske om at positionere os endnu bedre på hele Fyn og invitere endnu flere kunder inden for i vores filialer, siger direktøren.
Navneskiftet har været planlagt gennem flere år. Men man ventede på, at timingen var den rigtige.
- Vores seneste årsregnskab, som var positivt og ud fra en samlet betragtning var det bedste i flere år, bekræfter os i, at arbejdet med at skabe en sund forretning går i den rigtige retning, siger direktøren.
Navneskiftet til Sparekassen Fyn vil i praksis ske i løbet af foråret 2014.
/ritzau/