Spar Nord overtager privatkunder i Basisbank

admin

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

Spar Nord overtager privatkunder i hovedstadsområdet fra Basisbank. De to banker har aftalt, at Spar Nord overtager Basisbanks forretning inden for bolig- og andelsboliglån. Det oplyser Spar Nord.

Aftalen betyder, at Spar Nord overtager privatkunder med et samlet forretningsomfang på 300 millioner kroner.

Aftalen er kommet i hus, fordi Basisbank har haft et ønske om at slanke og fokusere sin forretning. Og Spar Nord har haft et ønske om at blive større i forretningsmæssigt attraktive områder uden for bankens traditionelle kerneområde i Nordjylland.

- Vi har en klar ambition om at få mere forretning i det afdelingsnet, vi har etableret uden for vores gamle nordjyske hjemmebane, siger Lars Møller, bankdirektør i Spar Nord.

- Den ambition forfølger vi både ved at forsøge at vinde nye kunder på markedspladsen og ved som i dette tilfælde at foretage strategisk interessante opkøb, siger han i en pressemeddelelse.

Spar Nord fusionerede med Sparbank for halvandet år siden, og i den forbindelse fik den nordjyske bank afdelinger på Frederiksberg og i Lyngby. Og Lars Møller siger, at man ønsker flere kunder i i hovedstadsområdet.

Og Spar Nords direktør i København, Jan Kjær, glæder sig til at få flere kunder i butikken:

- Boligrådgivning i almindelighed og andelsboliger i særdeleshed er et meget vigtigt fokusområde for os. Det betyder, at vi allerede har et rigtig godt kendskab til lokalområdet, og at vi har et konkurrencedygtigt produkt- og rådgivningstilbud til vores mange nye kunder.

De nye kunder kommer til at have afdeling på Frederiksberg.

Spar Nord har mere end 360.000 kunder, omkring 1500 ansatte og 76 filialer over hele landet. Banken fik sidste år et overskud før skat på 670 millioner kroner.

/ritzau/