Spansk finaleduel i CL: Atlético banker Chelsea

admin

10 år siden

|

01/05/2014

Dagens topnyheder

Først røg FC Barcelona ud. Onsdag aften var det Chelseas tur. Og nu venter Real Madrid i finalen.

Favoritdræberne fra Atlético Madrid sørgede onsdag for en spansk finaleduel i Champions League, da Diego Simeones mandskab vandt 3-1 ude over Chelsea i returopgøret i semifinalen. Det første opgør i Spanien var endt 0-0.

De spanske gæster leverede et fremragende comeback på Stamford Bridge, hvor det lykkedes at vende 0-1 til 3-1.

Begge mandskaber havde stor fokus på at holde modstanderne fra chancer, men opgøret var alligevel rig på chancer - og skidt forsvarsspil.

Fernando Torres bragte 10 minutter før pausen Chelsea foran, efter at Willian havde fået bolden forbi to Atletico-spillere helt ude ved hjørneflaget.

Willian fik skrabet bolden videre til César Azpilicueta, der kiggede op og fandt Torres, som via en forsvarsspiller fik bolden i mål.

Chelsea-angriberen undlod at juble og så nærmest undskyldende ud på grund af sin fortid i Atletico. Torres spillede for den spanske klub frem til 2007.

Atletico-træner Diego Simeone ærgrede sig godt og grundigt på sidelinjen, men der skulle ikke gå lang tid, før de hårdt kæmpende spaniere modtog en foræring i den anden ende.

Umiddelbart inden pausen lagde Tiago en aflevering over mod bageste stolpe, hvor Juanfran stod umarkeret. Bolden blev lagt på tværs af feltet - forbi Chelsea-anfører John Terry - og endte hos Adrian Lopez, der kunne udligne til 1-1.

Scoringen var særdeles vigtig, da den ville sende spanierne i finalen på reglen om flest scorede udebanemål.

Chelsea gjorde det endnu sværere for sig selv efter en times spil, da Samuel Eto'o begik et klodset straffespark. Diego Costa tordnede bolden i mål til 2-1, efter at angriberen havde brokket sig over den ujævne bane omkring pletten.

Det spanske føringsmål tvang José Mourinhos Chelsea-spillere til at give alt i den sidste halve time. Det brændte da også på flere gange. Gary Cahill fik blandt andet headet bolden på overliggeren.

Atlético Madrid afgjorde sagen 20 minutter før slutfløjt, da Chelseas Eden Hazard ikke kunne følge med Juanfran på spaniernes højrekant.

Juanfran lagde bolden ind over til Arda Turan, der headede på overliggeren og selv opsnappede returbolden og sendte den i mål til 3-1.

Finalen bliver spillet den 24. maj i Lissabon.

/ritzau/