Spanien kan sende Wilbeks spillere til VM

admin

|

22/01/2014

Dagens topnyheder

De danske håndboldherrer kan i eftermiddag kvalificere sig til næste års VM i Qatar.

Hvis Spanien klokken 16.00 spiller minimum uafgjort mod Makedonien og booker en plads i semifinalerne ved EM, så vanker der en bonus til Ulrik Wilbeks danske spillere.

Det skyldes, at de tre bedste hold ved EM belønnes med en VM-plads. Da Spanien som regerende verdensmester allerede er sikret en plads ved slutrunden i Qatar, vil en plads i semifinalerne være ensbetydende med kvalifikation til VM.

Den gave tager flere af de danske landsholdsspillere gerne imod, da de i så fald slipper for at spille kvalifikationskampe til sommer.

- Det er en kæmpe fordel, at vi slipper for det, siger Michael V. Knudsen.

- Det betyder, at vi ikke har en irriterende kvalifikationskamp liggende til sommer, når vi er færdige med at spille for sæsonen for vores klubhold.

- Vi vil sikkert få en forholdsvis nem modstander, så det er mere irritationen over at skulle spille en kvalifikationskamp, vi slipper for. Man skal både afsætte tid og fokus, så det er en fordel, mener stregspilleren, som endnu ikke har taget stilling til, om han fortsætter på landsholdet frem mod VM i Qatar.

René Toft Hansen kan også se en fordel for landstræner Ulrik Wilbek, der til sommer bliver afløst af Rhein-Neckar Löwens islandske træner Gudmundur Gudmundsson.

- Det er da super. Så har landstræneren en træningslejr til sommer, hvor han kan teste nogle nye ting af.

- Han kan tage nogle nye folk ind og teste dem i træningskampene, hvis han vil det, siger René Toft Hansen.

Danmark spiller i aften en på papiret betydningsløs kamp mod Island. Danskerne er - uanset resultatet - kvalificeret til fredagens semifinaler. Kampen bliver spillet klokken 20.30.

/ritzau/