Næste års fodbold-VM i Brasilien bliver med deltagelse af de regerende mestre fra Spanien.
Spanierne sikrede sig tirsdag aften førstepladsen i gruppe I af VM-kvalifikationen med en 2-0-hjemmesejr over Georgien.
Manchester City-angriberen Alvaro Negredo scorede til 1-0 i første halvleg, mens Chelsea-stjernen Juan Mata gjorde det til 2-0 i anden halvleg.
Dermed slutter Spanien med 20 point for otte kampe. Det er tre point mere end Frankrig, der sluttede gruppen af med en 3-0-hjemmesejr over Finland.
Franck Ribery, et finsk selvmål og Karim Benzema blev noteret for de franske scoringer, og Frankrig bliver et giftigt hold at møde i playoff-kampene, hvor de otte bedste gruppetoere dyster om fire pladser.
Danmark endte på den ærgerlige niendeplads i toertabellen. Niendepladsen giver ikke adgang til playoff-kampene.
/ritzau/