Den amerikanske soulsanger Ben E. King, som var med til at skrive sangen "Stand By My" - senere sunget af blandt andre John Lennon - er død.
Det oplyser hans udgiver ifølge britiske Sky News. Han blev 76 år.
"Stand By Me" røg til tops på hitlisten i USA både i 1961, da den blev skrevet, og igen 25 år efter, da den blev brugt som titelmelodi i instruktøren Rob Reiners film af samme navn.
"Stand By Me" er et af verdens mest spillede numre. Sangen er indspillet i over 400 versioner.
Adskillige af dem er med Ben E. King selv, men versioner med musikere som Jimi Hendrix, John Lennon, Otis Redding og U2, for blot at nævne nogle, er også kendte og elskede.
Ben E. King blev født i Henderson, North Carolina, som Benjamin Earl Nelson. Da han var ni år, rykkede familien til Harlem, New York.
I 1958 debuterede han i gruppen The Five Crowns, der allerede senere samme år i samlet flok erstattede de oprindelige medlemmer af gruppen The Drifters.
Som forsanger var han med til at gøre The Drifters kendt for populære hits som "There Goes My Baby", "Save the Last Dance for Me" og "I Count the Tears". Men allerede i 1960 forlod han The Drifters og tog kunstnernavnet Ben E. King.
Det blev springbrættet til en solokarriere. Hans første solo-hit var "Spanish Harlem", fulgt af "Stand By Me", som han skrev sammen med Jerry Leiber og Mike Stoller.
Herefter fulgte hit på hit: "Amor", "How Can I Forget", "Here Comes the Night", "What Now My Love", "Supernatural Thing" og mange andre numre, der har vist sig langtidsholdbare og sikret Ben E. King berømmelse.
I slutningen af sin karriere arbejdede han i en mere jazzet og swingagtig stil, og han har medvirket på en række andre kunstneres plader.
/ritzau/